(nedenstående tekst er ikke lenger tilgjengelig på nettet.
opprinnelig URL: http://www.sv-folkeblad.dk/visartikel.asp?aid=86&kid=26)


Enter Page Title Here


En anden slags bydelsråd

I en storby i Brasilien har man i 12 år praktiseret et bydelsforsøg, der får de københavnske bydelsråd til at ligne centralstyre. Forfatteren af denne artikel besøgte byen i vinters og kan berette om et lokaldemokrati, der viser, hvordan det højt besungne nærhedsprincip kan blive til virkelighed og politikerlede til historie – i al fald på lokalt plan.

Af Lars Bohn, Cand.scient. adm, Sydvest Folkeblad, mandag 5. august 2002
       
Sidste efterår stemte de fleste københavnere nej til at gøre bydelsforsøgene permanente. Det kan der være mange grunde til. Men en ting er nok fælles for alle dem, der stemte nej: De har ikke følt, at bydelsrådene flyttede magten over Københavns anliggender tættere på borgerne.

Det behøver imidlertid ikke gå på den måde. I det sydlige Brasilien i en by på størrelse med København har man de sidste 12 år haft et styre, hvor magten i langt højere grad, end det var tilfældet med de københavnske bydelsforsøg, er tæt på borgerne. Byen hedder Porto Alegre (den glade havn), og selv om den ikke er så præget af fattigdom, som mange andre byer i Brasilien, er det store flertal hverken rige eller veluddannede, og mange har kun gået 4-5 år i skole. Alligevel har bystyret valgt at lade borgerne bestemme, hvordan kommunens penge skal bruges, og modsat hvad mange nok ville tro, har systemet ikke bare bragt almindelige borgere ind i den politiske proces, men også gjort denne mere effektiv.

Begyndervanskeligheder

Det hele startede, da Partido dos Trabalhadores (arbejdernes parti) vandt det lokale valg i 1988. Partido dos Trabalhadores (PT) vandt på et løfte om at gøre noget for de fattige i Porto Alegre. Efter en diskussion internt i PT mellem en ideologisk fraktion og en mere pragmatisk, enedes man om en strategi, der gik ud på at inddrage byens borgere direkte i fastlæggelse af byens budget. Strategien skyldtes ikke alene, at man ønskede at styrke det lokale demokrati, men også at der var brug for en modvægt til to stærke interessegrupper, som indtil da havde været i stand til at dominere det politiske liv. Det var de store jordbesiddere, som stadig ejer det meste af jorden i og omkring byen, og arbejdsgiverne i den store industri- og havneby.

Det var ikke nemt i starten. Det forrige bystyre efterlod så store økonomiske problemer, at PT-styret hurtigt fik problemer med at opfylde sine løfter. Et krav om, at byens private busselskaber også skulle betjene de fattigere dele af byen, førte samtidig til protester og trafikalt kaos. Resultatet var, at PT-styrets popularitet efter et års tid nåede et kritisk lavpunkt.

Krisen blev imidlertid afværget, fordi industriarbejdsgiverne kunne overtales til at støtte højere beskatning af den anden velhavergruppe, de store jordbesiddere. Samtidig besluttede Brasiliens nationale regering at lave en omfordeling af indkomstskatten, så en større del nu tilflød regionerne. Pludselig var der altså penge i kassen igen.

Prioriteret opgaveliste

De enkelte bydeles mest presserende behov fastlægges på lokalt plan. Borgerne mødes lokalt i store forsamlinger og diskuterer, hvad de synes, der skal gøres, og i hvilken rækkefølge. Herefter bringes resultatet af diskussionerne videre af valgte delegerede til et regionalt niveau etc., indtil en endelig opgaveliste for hele byen er udarbejdet.

Overført til danske forhold kunne det fx betyde, at man i haveforeningerne, Musikbyen, Frederiksholm og Bavnehøj holdt stormøder, hvor man diskuterede, hvilke opgaver, der var vigtigst, hvilke næstvigtigst osv. Hvert møde ville så vedtage en prioriteret liste over opgaver og vælge nogle repræsentanter, der skulle samarbejde med de andre bydele om at lave en samlet liste

Dette sker i to parallelle processer. En proces omhandler de nære problemer i selve bydelen – den lokale skole, omlægning af gaderne og sådan noget. Den anden proces omhandler bydelens samlede problemer: Hvor meget skal der sættes af til skoler, offentlig transport, ældrepleje etc.

På den anden side fastlægger byens folkevalgte præfekt (en slags overborgmester) sammen med et byparlament, der svarer til vores borgerrepræsentation, en fordelingsnøgle for byens regioner. Det vurderes, hvilke bydele der er mest forsømte, og hvilke der ikke har så store behov, og der sættes penge af i overensstemmelse med behovene. Når den fordelingsnøgle, som bystyret på denne måde har vedtaget, kombineres med byens financielle ressourcer og borgernes ønskeliste skabes det endelige budget, og arbejdet med at føre planerne ud i livet kan begynde.

Farvel til korruption

Denne deltagerdemokratiske model har ikke bare sikret kloakering, offentlig transport, asfalterede veje og skoler i bydelens slumkvarterer. Den har også gjort en ende på den korruption og det kammerateri, der ellers har præget (og stadig præger) det øvrige Brasilien både lokalt og på landsplan. Inddragelse af borgerne virker som modvægt til ellers velorganiserede pengeinteresser og skaber en folkelig mobilisering – ikke bare i slumkvartererne.

Selv om det er et stort arbejde at deltage i processen, har systemet stor opbakning blandt Porto Alegres befolkning. Ca. 5 % deltager i dag aktivt, og langt flere har været med på et eller andet tidspunkt. Det lyder måske ikke af meget, men sammenlignet med den aktive politiske
  deltagelse i Danmark er det faktisk pænt, ikke mindst når man tænker på, der i høj grad er tale om fattige mennesker med ringe skolegang.

Et alternativ

Modellens popularitet ses også af, at PT siden 1988, da man indførte systemet, har genvundet magten ved hvert eneste valg, og at ingen af de konkurrerende partier tør kritisere modellen. De forsøger i stedet at vippe PT fra magten ved at sige, de selv kan lave deltagerdemokrati bedre end PT.

Meget tyder således på, at Porto Alegres demokratimodel kan bruges til at forbedre levevilkårene for mennesker, især i samfund med stor ulighed og fattigdom. Men sy stemets resultater bør også vække interesse i den rige verden. Ikke bare i lande, hvor man – som fx Italien eller Japan – oplever korruption, men også i mere velfungerende lande som Danmark.

I de sidste mange år har det danske demokrati oplevet et konstant dalende folkeligt engagement, som bl.a. kommer til udtryk i partiernes krise og det engang så omtalte fænomen, politikerlede. Men det skyldes formentlig ikke, at folk er ligeglade med politik. Mange undersøgelser viser det modsatte. Måske skyldes det snarere, at mange føler modvilje mod den måde, politik praktiseres på, og har svært ved at se, hvor og hvordan de selv kan være med til at præge den politiske udvikling.

Kgs. Enghave sagde nej

Vælgerne i Kgs. Enghave sagde nej til bydelsråd. De færreste syntes, de fik mere indflydelse gennem bydelsforsøgene. I stedet fik de nedskæringer og flere politikere, som man kunne føle lede ved.

Modellen i Porto Alegre er anderledes. Her er det ikke valgte repræsentanter, men borgerne selv, der bestemmer. Borgerne får selv ansvar for og råderet over, hvordan en meget stor del af deres egne skattepenge skal bruges. Det giver indsigt i, hvad der er af penge, hvad tingene koster, og hvordan man forhandler sig frem til kompromisser i såvel den enkelte bydel som mellem bydelene indbyrdes. Det er et stort arbejde, men man behøver ikke være bange for politikere, der bare hytter deres eget skind. Det er borgeren selv og hans eller hendes nabo, der træffer beslutningerne.Måske er Porto Alegre foregangsbyen, der viser, hvordan det højt besungne nærhedsprincip kan blive til virkelighed og politikerlede til historie – i al fald på lokalt plan.

------------------------------------

© Sydvest Folkeblad
  

  
Opdateret mandag 5. august 2002